Lukas (født 11. februar 2006) »
Denne side er tilegnet vores søn Lukas
24. oktober 2005 kom en kollega og fortalte, at han var blevet far. Jeg reagerede ved, at fælde et par tårer.
Ligner ikke mig og da jeg fortalte Jesper det spurgte han om vi ikke skulle køre forbi og hente en graviditetstest.
Det synes jeg ikke der var nogen grund til, men som altid, så fik han sin vilje. Og sørme om der ikke var 2 fine streger på.
Glæden var ikke overdreven, havde jo ikke den bedste erfaring med at alt gik som det skulle..... Så vi aftalte at se tiden an.
8. november 2005 fik jeg lavet vandrejournal hos vores læge Christine Bomholt, jeg var lykkelig, så langt var jeg jo heller
ikke nået de andre gange. En skøn milepæl og en dejlig ting, at få det bekræftet hos lægen.
19. november 2005 blev jeg deltidssygemeldt på grund af kvalme og bækkenproblemer.
16. december 2005 var vi til nakkefoldsscanning. Mine tal var 1.392 for down syndromet og 1.764 for en eller anden anden sygdom.
Min termin blev fastsat til d. 30. juni 2006.
Hun kunne ingenting love men synes det tydede på, at blive en lille dreng. Vi snakkede navne og Lukas vandt.
29. december 2005 var vi til jordemoder for første gang. Vi snakkede om løst og fast. Inden vi gik fik vi lov til, at høre
hjertelyden.
13. januar 2006 mærkede jeg spark første gang. Sikke en oplevelse. Jeg havde kunne mærke fjeren inde i maven i 2-3 uger,
men ingen spark. Dem fik jeg så der.
26. januar 2006 var jeg til gruppejordemoder for første gang. Inden da havde vi været ude og købe barnevogn.
3. februar 2006 var vi til misdannelsesscanning. Vi blev scannet 2 gange fordi den første ikke var færdiguddannet. Alt blev
tjekket, tjekket og eftertjekket og det var i skønneste orden. Vi fik bekræftet, at det var en lille Lukas vi ventede os.
 
10. februar 2006 havde jeg døjet lidt fra morgenstunden, havde haft noget hindelignende noget, anede ikke hvad det var
og spekulerede ikke mere over det. Jeg overlevede min ½ arbejdsdag med en masse plukveer. Det havde jeg ikke døjet med tidligere, men den dag tog de revanche. Jesper var hjemme da han var syg. Da jeg kom hjem gik jeg på toilettet og fandt ud af,
at jeg blødte. Vi snakkede om det og jeg fortalte om hvordan dagen ellers var forløbet og vi blev enige om, at ringe til fødegangen. De ville gerne se mig. Vi kørte derop med det samme og jordemoderen (Dorthe Madsen) lugtede til mit bind. Jesper spurgte hvad hun troede og hun svarede med det samme fostervand. Jeg blev undersøgt og de konstaterede, at alt vandet ikke var gået men at det sivede lige så stille og jeg havde åbnet mig 3 cm. Jeg blev indlagt. Jeg havde på et tidspunkt veer (det var også det jeg havde haft hele dagen) og de troede at nu var tiden der.
11. februar 2006 vi vågnede ved 8 tiden og blev modtaget af jordemoder Signe H. De undrede sig over, at jeg ikke havde født i løbet af natten, det havde de forventet. Veerne var gået i sig selv så håbet steg en smule, men ved undersøgelsen om morgnen blev de hurtigt manet til jorden, jeg var nu 7 cm åbnet. Jeg gik i varmt bad for, at sætte det hele i gang, det hjalp ingenting. Til sidst fik jeg vedrop og 4-5 timer senere havde jeg født Lukas. Han var ved fødslen 26 cm lang og vejede 335 g. Han blev født kl. 16.40. Han var død ved fødslen, formentlig af stress over fødslen. Jeg var den dag 20 +1.
 
Vi valgte at få ham obduceret. Obduktionen viste dog ingenting.
Alle folk var bare dejlige overfor os. Jesper ringede allerede d. 10. + 11. rundt til folk og fortalte hvad der var ved, at ske eller hvad der var sket.
De efterfølgende dage blev vi overdænget med blomster og alle var bare utrolig søde mod os. TAK !!! Det betyder meget.
28. februar 2006 blev Lukas begravet på de ukendtes grav på Brøndbyvester kirkegård, det var hårdt men vi er i dag glade for, at vi ved hvor han er. Også selvom vi ikke bruger det så meget. Ved begravelse menes blot, at Jesper og jeg tog over på krematoriet hvor vi så ham, lagde låget på, da vi havde sagt farvel, derefter kørte vi med bedemanden Solvejg Ritzau til Brøndbyvester Kirke hvor vi blev modtaget af graveren eller ihvertfald en med tilknytning til kirken. Bedemanden bar kisten hen til hullet hvor vi hjalp til med, at få ham sænket ned. Vi sad/stod der ved kisten i 5-10 minutter og så trillede vi væk derfra med en stor klump i halsen. I starten var det terapi for mig, at tage derover. Jeg synes billedet af ham i kisten er meget makabert og så mærkeligt, jeg har det ikke som om det var ham, han så ikke ud som da han blev født. Han blev trods alt også først begravet 17 dag efter hans fødsel og samtidig er han blevet obduceret, så vi havde det meget mærkeligt med, at kigge på ham i kisten og jeg har primært kigget på billederne af ham fra efter fødslen og kisten da låget var kommet på.
 
|