Denne side er tilegnet vores datter Alberte
Jeg har været i behandling lige siden vi mistede Lukas. Både Fertilitetsbehandling og behandling mod gentagne aborter. 15. marts 2009 fik jeg lagt et frostæg op, det andet æg havde ikke overlevet optøningen.
10 dage senere testede jeg positivt og fik målt mit hcg til 55. Skulle til kontrolmåling 2 dage senere, her var det steget til 142, det skulle bare være over 110, så alt tegnede godt. Det gjorde de næste målinger også.
15. april 09 blev jeg scannet første gang og så det fineste hjerteblink. Vi kunne nu følge hende vokse igennem de næste 13 scanninger, alt tegnede rosenrødt og vi var lykkelige. Vi fik lov til at se hende sidste gang onsdag den 24 juni 09.
Den 30. juni var jeg til Depeche mode koncert i parken med min veninde Bonnie og vores mænd. Jeg smuttede lige på toilettet inden vi kørte hjem, man ved jo aldrig hvornår man kan komme afsted igen. Desværre fik jeg presset vel rigeligt og ballonen sprang, jeg var ikke et øjeblik i tvivl om hvad der var sket, selvom jeg aldrig har prøvet det før.
Jeg gik ud til den lille gruppe der stod og ventede på mig og kunne straks se på dem, at de kunne se at der var noget galt. Det eneste jeg var i stand til at sige var: "Vi skal på Glostrup - nu, vandet er gået". Heldigvis var Bonnie lidt mere rationel tænkende og de løb i forvejen op for, at advare dem på riget, mens Jesper og jeg stavrede ned af Blegdamsvej med 45.000 andre mennesker.
På riget blev jeg bekræftet i, at det var vandafgang og der intet vand var tilbage derinde. Hun sagde meget hurtigt, at der ikke var noget at gøre. Min eneste tanke var bare - jeg vil på glostrup, ring til min jordemoder - jeg vil der hen........ Jeg bad om, at hun konfererede bagvagten inden hun satte en fødsel i gang, for lige at få to meninger om det. Bagvagten sagde at så længe der var liv, så ville de ikke sætte en fødsel i gang. Jeg havde ikke åbnet mig eller havde veer af nogen art. Der var kun vandafgang og en markant afkortet livmoderhals.
Dagen efter kom overlæge Jens Langhoff-Roos op til os fra morgenstunden og forklarede hvad der var sket og hvad mulighederne var. Han fortalte at vores eneste chance var at få lavet en abdominal cerclage hvor man snørrer livmoderhalsen sammen indefra. Hans ord var at succesraten her var 100% og at den var permanent, så når den først var lavet, så kunne vi få alle de børn vi ville...... store ord. Dog skal han stadig arbejde sammen med Ole Bjarne Christiansen, som har "passet på mig" i denne graviditet.
Kl. 11 kom de og gav mig den første stikpille for, at sætte aborten i gang..... vi fik af vide at de ville give mig en hver 4 time og jeg nok skulle regne med, at det kunne tage op til et døgn. Jeg tog derfor mit normale tøj på og gik op og informerede Ole Bjarne Christiansens sygeplejeske om hvad der var sket og hvad fremtidsudsigterne var. Dejligt at se hende - et kendt ansigt der kendte til vores historie og som bare er det skønneste menneske. Så et stort kram og lidt hylen var på sin plads.
Vi kom tilbage kl 12 cirka, jeg nåede at brokke mig lidt over, at jeg ikke rigtig mærkede andet end en murren, og så tog det fat, jag havde så vanvittig ondt og måtte vække Jesper fordi jeg havde brug for at brække nogle knogler i hans hånd, det var der bare konstant og øv hvor jeg dog hadede mit liv. Kl 14 gik Jesper ned for, at ryge samtidig kom der en læge og lagde en ny stikpille. Han siger efterfølgende, at det er op over og det er derfor jeg har så ondt. Han gav mig 5-10 minutter........ Jeg panikkede fuldstændig..... Jesper var der jo ikke..... jeg ringede og ringede - men telefonen stod selvfølgelig på lydløs. Han kommer et par minutter senere slentrende ind på stuen med en avis under armen og bliver mødt af en fuldstændig hysterisk kone der nærmest brølede at han var det største kvajpande .... og en masse andre ting..... men han havde jo også hørt, at det ville tage et døgns tid.......
Fra klokken 14 blev jeg bedt om at faste - lidt unødvendigt - for havde intet kunne spise.
Klokken 14.30 blev hun født..... på gynækologisk afdeling og båret væk i et bækken Vi spurgte meget til kønnet og fik hele tiden svaret - det er lidt svært at se. Moderkagen kom et kvarter efter - fårk det er for ulækkert...... den var jo temmelig meget større end hun var og konsistensen føles ikke helt rar - så det eneste jeg lå og sagde var bare: hvor klamt, for klamt - øv hvor er det ulækkert....... Gad vide hvad de har tænkt......
De kom ind og spurgte om de måtte tage hendes achiliesene til forskning og for at kromosom teste det. Det fik de lov til, på den betingelse at OBC fik oplysningerne og havde første ret til den...... Vi takkede nej tak til obduktion, som jeg sagde, så har jeg ikke behov for om 8 uger, når jeg er kommet lidt videre, at få af vide at hun ikke fejlede noget. Det gør noget ved psyken at vide, at barnet var sundt og raskt og det var min krop der ikke lod hende leve.
Cirka klokken 17 kom der endelig en læge ind og fortalte at vi havde fået en pige....... så siger jeg ikke et ord om det drengetøj vi har investeret i - jeg var så sikker. og en lille ½ time efter fik vi endelig lov til at se hende. Hun var så lille og fin, hun havde det kønneste ansigt, og samtidig var hun meget skræmmende. Hendes hoved var overdimensioneret i forhold til kroppen, hvor imod Lukas der kun var 13 dage ældre var meget mere homogen og mere lignede en lille baby der bare skulle vokse lidt. Men ansigtstrækkene etc. kunne man se.......
Fra klokken 18 stod den på nul væske - de havde bestilt tid til udskrabning af tilbageværende blod til klokken 19.30...... jeg kom til 22.45.
I dag fik vi så endelig lov til, at gå hjem klokken 11.30 efter en lang dag, hvor vi blot har ventet på en læge der kunne komme og sige god for, at vi tog hjem og så lige for at blive fyldt med antibiotika.
Lukas er begravet på de ukendtes børnegrav i Brøndby vester. Der kommer søster også til at ligge, bare lige på den anden side af en lille grus sti, med Lukas har jeg nemlig fortrudt at jeg aldrig fik en navneplade til ham, men jeg vidste jo ikke hvor meget jeg ville bruge det. Derfor har jeg valgt (og Jesper accepteret) at jeg vil have en navneplade med begges navne på. På mandag skal vi ned og snakke med bededamen (Solvejg Ritzau fra densidsterejse.dk) Hende havde vi rigtig meget glæde af da vi fik Lukas. Hun er tidligere formand for "Landsforeningen til støtte ved spædbørnsdød".
Jeg har kontaktet mit arbejde og advaret dem om, at jeg vender tilbage før tid. Tager næste uge med som sygemelding og så 14 dages sommerferie og så er det ud blandt mennesker igen, det tror jeg vil være meget sundt.
