Men jeg holdt ved og som 11 årig fik jeg lov til, at begynde at gå til ridning. Der fandtes intet bedre end, at stå hver evig eneste mandag inde i midten af ridehuset på yucca. Den skønneste lille bitte hvide pony der bestemt ikke havde tænkt sig, at gå så meget som et skridt med mig. Efter 1½ år var mine forældres tålmodighed opbrugt, ja ikke min - jeg elskede det jo. Jeg kom derfor over på en stor hest - og så gik det fremad.

Senere fik jeg part på en pony i Vallensbæk, en vaskeægte pony med alt det temperament det nu indebærer, så derfor blev livet meget nemmere da jeg i konfirmationsgave fik min helt egen øjesten Sabrina. Ved jeg hvad jeg ved i dag var det nok ikke en Fuldblodshest mine forældre havde købt til mig, men hvad vidste jeg - og de vidste jo endnu mindre. Men det gik godt og jeg havde nogle fantastiske 4 år med hende, indtil jeg desværre nåede en alder hvor hankøn og gymnasiefester var langt mere interessante. Det kan man jo godt ærgre sig over i dag.

Da jeg fik hesteinteressen tilbage fik jeg nogle parter igen, men da jeg først flyttede hjemmefra var muligheden ikke den største, der var langt ud til de nærmeste rideskoler og pengene hang ikke på træerne. Så derfor begyndte jeg faktisk først, at ride igen ca. 10 år efter. Via Danske Bank kunne jeg nemlig komme ind på et ridehold på Ballerup rideskole. Der har jeg nu redet i 3 år men holder pt. pause på grund af graviditetsplanerne.

Udover rideholdet har DB også en årlig tur til Mols Bjerge hvor vi rider på islandske heste, der er den skønneste natur og set fra hesteryg bliver den kun endnu bedre.

Jeg har kun nogle få billeder, charmerende er man - men pyt, bare man har det dejligt.